Fortællinger omkring bål

Medbring din fantasi, når Roskilde Fortællerlaug gæster Sct. Hans Have fredag d. 18. oktober, for det kommer til at handle om både hekse, magi, konger og køkkenpiger.

Fire af Roskilde Fortællerlaugs fortællere kommer til Sct. Hans Have og underholder børn og voksne omkring bålet fra kl. 13:00-15:00. De fire fortællere medbringer hver en lidt længere historie, og imellem disse vil der være kortere fortællinger. Man kan derfor komme og gå til bålet, og stadig få en god fortælling med hjem.

De fire fortællere er Iben Palm, som vil fortælle om Kong Skjold, Lars Bjørn Jensen, som medbringer en historie om en modig køkkenpige, Magda Nielsen, som fortæller om en heks, der af særlige grunde har det svært og Mette Jørgensen leder i sit store bagkatalog efter lige den historie, der passer til en hyggestund omkring bålet. Vi glæder os til at høre den – og alle de andre fortællinger.

Arrangementet er gratis og foregår ved bålpladsen ved siden af den gamle gartnerbolig i Sct. Hans Have.