Sct. Hans Naturhave

Sct. Hans Have er et særligt sted, der kalder på ro og stilhed, men som også skaber grobund for frodighed, liv og fællesskab.
Med projektet Sct. Hans Naturhave bliver alt dette udfoldet og forstærket, så Sct. Hans Have i endnu højere grad bidrager til at fremme mental sundhed gennem natur, kultur og fællesskaber.

Historisk er Sct. Hans Have opdelt i en række haverum med hver deres karakteristika. Dette særkende bygger vi videre på ved at forfine de enkelte haverums naturkvaliteter. På den måde kan vi med Sct. Hans Naturhave forstærke oplevelser og stemninger af betydning for mental sundhed.

Designet af haven bygger på forskning i menneskers præferencer, når det gælder oplevelser ved færden og ophold i naturen. Forskning ved bl.a. Københavns Universitet har identificeret 8 oplevelsesværdier, som virker befordrende for mental sundhed.

Værdierne er; Fredfyldt,  rumligt, vildt, artsrigt, fristed, kulturhistorisk, fælled og underholdning & service.
Når et sted byder på flere af oplevelsesværdierne samtidig, opleves det mere attraktivt. Særligt har kombinationen af værdierne artsrigt, fristed og vildt en positiv indflydelse på vores mentale sundhed.

Velkommen i Sct. Hans Naturhave. Du kan opleve Naturhaven på egen hånd ved at besøge haven – eller du kan begive dig ud i hvert enkelt haverum her.

Sct. Hans Naturhave er finansieret af OJD-fonden og udføres i et samarbejde med Roskilde Kommune.

Klik på kortet for at se det i større udgave.