
Særarrangement med middag, danseforestilling og kunst – Politiken PLUS
Fredag 19. september kl. 16.30-21.30
Få en unik kulturoplevelse omkring Roskildes smukke område Sankt Hans med en moderne danseforestilling af det prisbelønnede egnsteater Aaben Dans, en sanselig og havegastronomisk middag hos Sct. Hans Have og en eksklusiv særomvisning i Museet for Samtidskunst Roskildes aktuelle kunstudstilling.
Museet for Samtidskunst Roskilde, Aaben Dans og Sct. Hans Have præsenterer sammen en komplet kulturaften med middag, danseforestilling og kunst. Få et unikt indblik i de tre kulturinstitutioners arbejde med Sankt Hans-områdets potentialer for kultur og kunst, sideløbende med Roskilde Kommunes påbegyndte arbejde med udvikling af området, der på sigt skal blive Roskildes nye rekreative bydel.
Få en hel særlig omvisning i det smukke Kurhus på Sankt Hans, hvor Museet for Samtidskunst Roskilde præsenterer udstillingen Kaååråålines Vers. Her vises danske Karoline Ebbesens (1852-1936) livsværk side om side med værker af danske og internationale samtidskunstnere heriblandt Lise Haller Baggesen, Gudrun Hasle, Georgina Maxim og Matilde Duus, der har ladet sig inspirere og fundet slægtskaber i Ebbesens tekst- og billedverden.
Efterfølgende er der lækker middag i drivhusene i Sct. Hans Have, Roskildes rekreative have med rødder plantet solidt i jorden og historien omkring området. Middagen er en hyldest til det gode madhåndværk med nænsomt udvalgte råvarer fra lokale, økologiske producenter, toppet med havens blomster og urter. Til middagen vil du blive budt på et glas vin fra havens partner Vinloungen der tilbyder økologiske vine fra små, ambitiøse vinbønder, hvor vinhåndværk, ansvar for naturen og kærligheden til kulturen omkring vinene går hånd i hånd.
Aftenen slutter med danseforestillingen ’Vi fortsætter…’ af Roskildes egnsteater Aaben Dans, som finder sted i Centralmagasinet på Sankt Hans, der iscenesættes som et oversvømmet landskab. Forestillingen undersøger menneskets absurde og fascinerende evne til at fortsætte, mens alting falder sammen. Her gennemlever fire dansere de indre og ydre kampe, som kendetegner tidens og den menneskelige trang til både ømhed og ødelæggelse, men fremfor alt: at fortsætte.
Aftenens program
16.30 Bus fra Roskilde Station
17.00 Særomvisning i udstillingen Kaååråålines Vers, Kurhuset
18.30 Havegastronomi under vinranker, figen- og mandeltræer
20.00 Danseforestillingen ”Vi fortsætter…”
21.15-30 Bus retur til Roskilde Station
Mødested: Roskilde Station
BILLETTER HER. Pluspris 518 kr. – Pris uden abonnement 610 kr. Billetprisen bliver pålagt gebyr.
Prisen inkluderer bus t/r Roskilde Station, særomvisning i Kurhuset, middag inkl. et glas vin og danseforestilling.