
Tegning udført af landskabsarkitekt Helle Nebelong
Sct. Hans Naturhave
Sct. Hans Have er et særligt sted, der kalder på ro og stilhed, men som også skaber grobund for frodighed, liv og fællesskab. Med Sct. Hans Naturhave vil vi udfolde og forstærke alt dette, så Sct. Hans Have i endnu højere grad bidrager til at fremme mental sundhed gennem natur, kultur og fællesskaber.
Historisk er Sct. Hans Have opdelt i en række haverum med hver deres karakteristika. Dette særkende bygger vi videre på ved at forfine de enkelte haverums naturkvaliteter. På den måde kan vi med Sct. Hans Naturhave forstærke oplevelser og stemninger af betydning for mental sundhed.
Sct. Hans Naturhave er designet og indrettet som en terapihave. Designet bygger på forskning i menneskers præferencer, når det gælder oplevelsen af færden og ophold i naturen. Sct. Hans Naturhave er allerede ved at folde sig ud og forventes færdig i slutningen af 2023.
Forskning ved bl.a. Københavns Universitet har identificeret 8 oplevelsesværdier, som virker befordrende for mental sundhed. Værdierne er; Fredfyldt, rumligt, vildt, artsrigt, fristed, kulturhistorisk, fælled og underholdning & service. Når et sted byder på flere af oplevelsesværdierne samtidig, opleves det mere attraktivt. Særligt har kombinationen af værdierne artsrigt, trygt og vildt en positiv indflydelse på vores mentale sundhed.
Velkommen i Sct. Hans Naturhave. Du kan opleve Naturhaven på egen hånd ved at besøge haven – eller du kan begive dig ud i hvert enkelt haverum ved at læse videre på denne side. Du kan også læse byggeprogrammet her.
Sct. Hans Naturhave er finansieret af OJD-fonden og udføres i et samarbejde med Roskilde Kommune.