Fælleden
Fra Helsehavens natursti bevæger man sig igennem det levende hegn, hvor jorden i foråret er dækket af vintergæk og erantis og om efteråret er smukt gult af efterårsløv. Man træder ud på en lille eng – fælleden, hvor græsser og urter får lov at vokse. Her møder én et storslået udsyn over fjorden.
Fælleden indbyder til åbenhed, nysgerrighed og udsyn. Fælledens siddemøbel, Bladet, skabt i egetræ, fungerer som et sted at være for mindre grupper. Bladet er oplagt til fælles meditation, oplæsningsarrangementer, foredrag eller blot som et sted til refleksion.
Fælleden bliver plejet med høslæt for at fremme biodiversiteten. Det er planen, at engen skal slås med le i samarbejde med Roskilde kommune og Danmarks Naturfredningsforening.