Skovhaven
Skovhaven byder på både sol, læ og skygge og haverummet brydes kun op af bløde flis stier. Derfor opleves området rumligt og sammenhængende uden distraktioner, der forstyrrer.
Skovhaven er grøn og frodig. Med inspiration fra tropiske regnskove bugner skovhaven af træer i forskellige størrelser, buske, slyngplanter og stauder, samt eksotiske planter – alle med spiselige bær, frugter eller blade.
Skovhaven efterligner bæredygtige økosystemer ved at vokse både i højden og i bredden. Jordens frugtbarhed øges, idet her kun vokser flerårige planter og jorden derfor ligger uberørt til gavn for mikrolivet. Kvælstoffikserende planter forsyner jorden med næring og jorddække og kvashegn sikrer recirkulering af næringsstoffer.
Fra Skovhaven vil der blive sanket urter, bær og andet godt til brug i caféen og bålhaven. Skovhaven kan nydes fra hængekøjer, opsat under trækronerne. Eller i en stille vandring. Haverummet er samtidig et levende læringsrum om fremtidens bæredygtige fødevaresystemer.